|
|
Fra professor Michael Haydens afdeling i Vancouver, Canada er der kommet nye resultater, der er endog meget lovende og som muligvis vil kunne anvendes til behandling af HC.
|
|
| Der er nu gået 13 år siden genet for HC blev fundet, hvilket udløste en stor og bred forskning for at klarlægge mange forhold ved sygdommen, som dengang var ukendte. Man fandt, at årsagen til sygdommen er en mutation, der medfører en forlængelse af genet, idet nogle blokke med bogstaverne CAG bliver øget i antal. Vi ved også, at genet laver et proteinstof, og at dette proteinstof bliver forlænget ligesom genet. Men vi ved stadigvæk ikke, hvad dette protein laver hos mennesker, der ikke har mutationen. |
|
| Og vi ved ikke, hvorfor mutationen fører til HC. Men der er fremsat mange teorier til forklaring af, hvorfor en forlængelse af HC-gen og HC-protein fører til en så alvorlig sygdom som HC. En af teorierne er, at det ændrede protein er giftigt over for nogle bestemte celler i de såkaldte basalganglier i hjernen, så cellerne dør. I modsætning til andre celler i kroppen bliver hjerneceller, der dør, ikke erstattet af nye celler. |
|
|
|
|
| Det næste spørgsmål var, hvorfor proteinstoffet, der er ændret, virker som en gift. Også her er der mange teorier. Men for cirka ti år siden viste Michael Hayden og hans medarbejdere, at der findes nogle enzymer, som kan skære HC-proteinet i små stykker. Og de kunne vise, at det var disse mindre stykker, der virker som gift, da de kan gå ind i cellekærnen, hvor de blandt andet viser sig i form af nogle ”klumper”, som man ikke ser hos mennesker, der ikke har HC. Man kender noget tilsvarende fra Alzheimers sygdom og andre sygdomme. Men spørgsmålet, som stadig er uafklaret og meget diskuteret, er, om disse ”klumper” er årsag til sygdommen eller blot en følge af sygdommen. |
|
Enzymer er nogle meget specielle proteiner, som blandt andet kan skære i et andet protein på et ganske bestemt sted.
Michael Haydens gruppe har arbejdet med enzymer , som ”skærer” i HC-proteinet. Det er specielt to enzymer: caspase-3 og caspase-6, som de har rettet deres forskning imod.
Således skærer caspase-3 ét sted i HC-proteinet og det normale protein, mens caspase-6 skærer et andet sted. De to enzymer findes hos alle mennesker og er af betydning for det, man kalder ”den normale celledød”, hvorved gamle og udtjente celler erstattes af nye.
For at undersøge, om det er disse enzymer, som er årsag til HC, har gruppen i Vancouver lavet en række forsøg.
For det første skulle de bruge et egnet forsøgsdyr, da man ikke kan lave forsøg af den art på mennesker. Problemet er, at HC kun kendes hos mennesket – ikke hos dyr. Men ved at overføre HC-genet fra et menneske til et dyr – for eksempel en mus – vil dyret få HC. Man har mange dyr, der har fået overført en del af HC-genet: fra mus til zebrafisk! Problemet har imidlertid været, at det har været meget svært at overføre hele HC-genet fordi et er meget stort. Man har derfor måttet nøjes med at overføre et stykke af HC-genet, men det har vist sig, at dyrene opfører sig forskelligt med hensyn til start af sygdommen, symptomer og forløb afhængigt af, hvilket stykke af HC-genet fra mennesker, de har fået overført. Men nu er det lykkedes for Vancouvergruppen at ”lave” en mus, som har hele HC-genet fra mennesket. Og det har vist sig, at disse mus i højere grad viser symptomer på HC, der svarer til dem, man ser hos mennesker, end det er tilfældet for de dyr man tidligere har ”fremstillet”. |
|
For at undersøge, om caspase-3 (C3) og/eller caspase-6 (C6) spiller nogen rolle for udvikling af HC, ”fremstillede” gruppen i Vancouver en række mus med forskellige egenskaber:- mus, som har hele HC-genet. Disse dyr frembyder mange symptomer, som ligner dem, man ser hos mennesker
- mus, som har hele HC-genet ligesom 1., men hvor C3 ikke kunne skære i HC-proteinet. Hos disse mus så man de samme symptomer, som hos mus med hele HC-genet.
- mus, som har hele HC-genet ligesom 1., men hvor C6 ikke kan skære HC-proteinet . Disse mus fik ingen symptomer eller svage symptomer, der kom meget senere end hos mus 1. og 2.
- mus, som har hele HC-genet, men hvor hverken C3 eller C6 kunne skære i HC-proteinet. Disse mus fik ingen symptomer eller svage symptomer, der kom meget senere end hos mus 1. og 2.
|
|
Disse resultater tyder meget stærkt på, at det er de stykker, der fremkommer ved skæring med C6, som virker giftigt på cellerne.
Forskerne fandt endvidere, at mus 3. og 4. som ikke fik symptomer, havde ”klumper”
I cellerne. Dette tyder på, at klumperne som sådan ikke er årsag til HC.
Forskerne peger på, at man muligvis kan få en effektiv behandling, hvis man kan finde stoffer, som kan hindre, at C6 skærer i HC-proteinet. Det er ikke muligt at bruge samme fremgangsmåde på mennesker som man gjorde hos mus for at bremse C6, da det er en meget vanskelig teknik, som kræver gen-manipulation af et foster, mens det ikke har nogen virkning hos fødte mennesker.
|
|
| Kommentar: Det arbejde som professor Michael Haydens medarbejdere har udført, virker overbevisende. Det er et meget grundigt og vel gennemført videnskabeligt arbejde, som nu er offentliggjort i et meget fint tidsskrift, der kun trykker videnskabelige artikler af meget høj standard. Der er derfor grund til at fæste lid til de fund og resultater, som forskerne har fundet. Der forestår imidlertid nu et meget stort arbejde med at udforske stoffer, som kan bruges til behandling af HC ved at hæmme, at C6 skære i HC-proteinet. Der skal mange flere dyreforsøg til, inden man prøver hos mennesker. Blandt andet skal man undersøge, om hæmning af C6 har nogen uheldige konsekvenser hos mennesker. At sætte en tidshorisont er naturligvis svært. Men det er noget af det mest lovende, vi har set i mange år og vi vil følge denne forskning, som nu har fået en høj prioritet. |
|
|
|
|
