Nye boliger i Ørsted
Vi har modtaget en pressemeddelelse om de nye HS-boliger, der indvies i Bomiljø HS, Tangkær, Ørsted fredag den 30. november.
Klik på "læs mere" for at se hele pressemeddelelsen.

PRESSEMEDDELELSE

Plads til flere med sjælden demenssygdom

Ventelisten bliver kortere til Region Midtjyllands bosted Tangkær på Djursland, når regionsrådets næstformand Bente Nielsen på fredag 30. november indvier otte nye boliger til bor med den svære demenslidelse, Huntingtons sygdom.

De nye boliger hører under Tangkærs afdeling »Bomiljø HS« i Ørsted. Udvidelsen af boliger sker, fordi der trods den økonomiske situation fortsat er stor efterspørgsel efter det højt specialiserede tilbud for borgere med Huntington på Tangkær. På landsplan findes der kun to andre tilsvarende tilbud, men kun Tangkær er regionalt drevet.

De nye boliger er fleksibelt indrettede med handicapvenlige toiletter og skillevægge i lejlighederne, så rummene kan udvides eller formindskes efter behov. Et særligt kendetegn ved Huntingtons sygdom er nemlig, at behovet hos den enkelte borger ændrer sig i takt med, at sygdommen skrider frem.

- For os handler det ikke kun om, at stille en bolig til rådighed. Det handler i endnu højere grad om, at hjælpe vores brugere til at bevare værdigheden og livskvaliteten, siger forstander Janne Martinussen.

Med udvidelsen kan Tangkær fremover yde støtte til 16 mennesker med Huntingtons Sygdom, der typisk rammer yngre mennesker.
På fredag indvies også fem moderniserede boliger til mennesker med skizofreni, personlighedsforstyrrelser eller andre svære sindslidelser.

Fakta
• Huntingtons sygdom er en arvelig og uhelbredelig demenslidelse.
• Sygdommen begynder typisk i alderen 35-45 år
• Kendetegn er ufrivillige bevægelser og tiltagende invaliditet
• Sygdommen forekommer hos fire ud af 100.000 danskere

Flere oplysninger
Forstander Janne Martinussen, Tangkær: tel. 7847 7510 / 5123 8539
Afdelingsleder Lars Bording, Tangkær: tel. 7847 7540 / 4070 9575

Læs mere om botilbuddet på www.tangkaer.rm.dk
Landsforeningen Huntingtons Sygdom - Bystævneparken 23, 701 - 2700 Brønshøj - Tlf. 53 20 78 50