De 3 bud - om et HC-dilemma
Mandag den 5. december kl. 23.00 vises udsendelsen ”De 3 bud” på DR2. Programmet præsenterer 3 personer for et dilemma, der er relateret til HC, og disse 3 personer skal så ud fra hver deres religiøse overbevisning komme med et bud på, hvordan de forholder sig til det aktuelle dilemma.

Dilemmaet, der præsenteres i udsendelsen er følgende:

En 17-årig pige lever med visheden om, at der en arvelig og uhelbredelig sygdom i hendes familie. Hendes mormor led af Huntington’s Chorea - en uhelbredelig og dødelig hjernesygdom. Og der er 50 % sandsynlighed for, at mormoren har givet den videre til sine børn, altså blandt andre pigens mor.
Når Huntington’s Chorea bryder ud, viser den sig dels som personlighedsændringer, der kan minde om demens - dels fysiske symptomer som ufrivillige bevægelser, balanceproblemer og gangbesvær.
Efter 10-15 års sygdom er immunforsvaret så nedbrudt, at man dør af følgesygdomme, som f.eks. lungebetændelse.
Udsigten til den risiko gør, at pigen gerne vide, om hun har arvet anlæg for sygdommen.
En gentest kan give hende svaret, men hun ved ikke, om hun tør tage testen. Sygdommen kan nemlig også give svar på hendes mors vegne - og moren vil hellere leve i uvished.
Hvis testen er positiv, altså hvis pigen HAR anlæg for sygdommen, så har moren det også - for sygdommen springer ikke et led over.
Men hvis testen er negativ, er der derimod ingen garanti for, at moren ikke har det - så er det kun en test af morens egne gener der kan frikende hende.
Derfor er pigens dilemma: Kan hun tillade sig at få taget testen, og dermed få svar om både sit eget, og måske også morens, helbred - eller skal hun tage hensyn til sin mor og lade være!?
Panelet:
Henrik Goldschmidt, jøde
Iben Krogsdal, troende tvivler
Ani Tenzin, buddhist

Efter udsendelsen er der mulighed for at gå ind på DR2s hjemmeside og blande sig i debatten.
Landsforeningen Huntingtons Sygdom - Bystævneparken 23, 701 - 2700 Brønshøj - Tlf. 53 20 78 50