|
|
91 deltagere fra Danmark, Norge, Sverige og Grønland mødtes fredag den 18. november til fagkonference om HC i DGI-byen i København. Konferencens første dag bød på 4 forskellige oplæg samt tid til netværksdannelse og på anden dagen blev deltagerne kørt til Panum Instituttet, hvor de deltog i LHCs forskningsdag sammen med foreningens medlemmer.
|
|
 |
Dagens første oplægsholder var musikterapeut Simen Lagesen fra Olaviken i Norge, der gav os en grundig indsigt i, hvad det egentlig er, musikken kan – og sør’me om ikke han fik os alle sammen til at synge med på ”Living next door to Alice”. Simen demonstrerede og fortalte og havde også et videoklip med, hvor vi helt tydeligt fik at se, hvordan musikken bygger bro, skaber fortrolighed og ultimativt får en HC-ramt mand til at synge – noget man umiddelbart ikke havde troet muligt. |
|
|
 |
Efter et besøg i musikkens verden blev vi taget med ind i Hukommelsesklinikkens univers. Afdelingslæge Lena Hjermind og forskningssygeplejerske Oda Jakobsen fortalte lidt om, hvad det er Hukommelsesklinikken gør i forbindelse med rådgivning og opfølgning af HC-ramte og satte med et par cases godt gang i debatten i salen. |
|
|
 |
Efter en dejlig frokost var der ”netværks-tid” inden neuropsykolog Helle Blaase tog os med på rejse i neuropædagogikkens verden, og gjorde os alle sammen lidt klogere på, hvorfor vi reagerer, som vi gør, og hvordan vi kan håndtere os selv i forhold til de HC-ramte. Samtidig mindede Helle os om, at når en HC-ramt ind i mellem gør ting, der kan synes uhensigtsmæssige, så er det vigtigt at huske på, at det er sygdommen, der sætter ind, og at vi må forholde os til det på en professionel måde. |
|
|
 |
Dagens sidste oplæg var meget konkret, idet diætist Liesbet Desmet fra Belgien meget præcist forklarede os, hvordan mennesket fungerer, når det skal spise. Hun gav samtidig gode anvisninger til hvordan man som hjælper kan gribe tingene an på bedst mulige måde, og demonstrerede levende for os, hvorfor hendes teorier også fungerer i virkeligheden. |
|
|
| De foreløbige tilbagemeldinger fra deltagerne i fagkonferencen er, at det var et godt arrangement, som man ønsker gentaget. Det at mødes med andre fra de samme faggrupper er vigtigt, og bør prioriteres højt alle steder. Det er derfor med glæde vi kan offentliggøre, at vi gentager succes’en i 2013 i Bergen i Norge. |
|
| Til stede på fagkonferencen om fredagen var journalist Didde Marie Degn fra Region Midt – se hvad hun i løbet af dagen skrev på Region Midtjyllands hjemmeside her. |
|
|
|
|