|
|
Fra fredag den 19. november til søndag den 21. november afholdes det traditionelle weekendseminar for unge med tilknytning til HC. Vi mødes på tværs af geografi og baggrund, alene fordi vi hver for sig har en historie, der indeholder noget omkring HC. Der knyttes venskaber og dannes netværk - til gavn for alle.
|
|
Fra fredag den19. november til søndag den 21. november.
Selvom sommeren i skrivende stund knapt er overstået, er det alligevel blevet tid at rette opmærksomheden mod en af de årlige begivenheder i Landsforeningen: Weekendseminaret for unge, der har tilknytning til HC under én eller anden form.
De, der har været med før, ”kender sangen”, men forhåbentlig sidder der også nogle, der har lyst at komme med for første gang, og dem glæder vi os meget til at byde velkommen.
Arrangementet er tilrettelagt for unge, der enten er risikoperson (måske testet), er samlever med en person der har sygdommen i familien, eller måske som ven eller slægtning ønsker at komme i kontakt med mennesker, der på en eller anden måde har stiftet nærmere bekendtskab med denne barske, men heldigvis sjældne, sygdom.
Det bliver med garanti en intens oplevelse at mødes denne weekend. Alle har vi en historie omkring HC, og alle ved vi, hvad det indebærer at have sygdommen tæt inde på livet. Fordelen er, at ingen forklaringer er nødvendige. Vi har mødt de samme problemer og vanskeligheder, og kan måske her drage lidt nytte af andres erfaringer. Vigtigheden af at mødes med andre mennesker, der ved, hvad det handler om, og få dannet sig et netværk kan ikke diskuteres. Og her ved ALLE, hvad det handler om. Ingen forklaringer er nødvendige, og hermed er der åbnet for en god og dyb dialog deltagerne imellem. Det netværk, der forhåbentlig bliver bygget op her kan vise sig godt at have, når man har brug for at tale med andre om noget af det, der er svært omkring sygdommen. Når man måske selv bliver syg, eller et familiemedlem for alvor bliver ramt.
Selve Vejlefjordcentret er beliggende i den skønneste natur og med en pragtfuld udsigt til Vejlefjord. Der er svømmehal m.m. på stedet og en gåtur ud til fyret er en god oplevelse, hvis vejret og tiden tillader det.
Ankomst og indkvartering fredag aften. Det er også her, vi laver et eller andet skørt, for ligesom at få ”løsnet op”, og komme godt i gang med at lære hinanden at kende. Lørdag vil der være oplæg og diskussioner såvel i plenum som i mindre grupper. Der vil være mulighed for at få en snak med foreningens socialrådgiver og formanden, ligesom en af de tilknyttede psykologer vil være tilstede. Lørdag aften ”slår vi os løs” og glemmer alt om HC, mens vi fester og hygger os!
Weekenden er målrettet yngre deltagere. Pris for arrangementet er for medlemmer af LHC kr. 500,00 pr. person. Tilmelding, der er bindende, bedes foretaget SENEST den 12. oktober til foreningens sekretær Lonni Kristensen, tlf. 36 78 11 90, eller mail lonni@lhc.dk. Dette af hensyn til reservation af værelser og køkkenet på Vejlefjordcentret.
Inden weekenden udsendes deltagerliste, indbetalingskort og program til alle tilmeldte.
Såfremt du har spørgsmål eller har brug for en snak, er du velkommen til at ringe til mig på tlf. 44 91 60 76.
Jeg glæder mig til at se alle.
Med venlig hilsen
Bettina Thoby
|
|
|
|
|