|
|
I dagene fra den 12. til den 15. august 2004 var der international konference om HC i Boston. Fra Danmark deltog Lis Hasholt og Anne Nørremølle. Læs deres, og en af de andre deltageres, indtryk fra mødet her.
|
|
Som aktive deltagere i mødet Changes, Advances and Good News (CAG)n havde vi tre meget travle og meget inspirerende dage. Konferencen handlede udelukkende om HC og der deltog over 300 forskere, hovedsagelig fra USA, som næsten alle præsenterede resultater af deres seneste forskning enten i foredrag eller som posters. De allerfleste resultater var på det molekylære plan, altså basalforskning, som gerne skulle føre til en bedre forståelse af de mekanismerne, der fører til HC. Vi tog hjem med en uhyre mængde ny information, som kan give idéer til nye undersøgelser og mulige former for behandling.
|
 |
|
|
Dannelsen af aggregater (proteinklumper) i hjerneceller hos HC patienter har længe været kendt, men det diskuteres stadig hvilken rolle de spiller- er de årsag til at hjerneceller dør, eller beskytter de i stedet cellerne, ved at bortskaffe det forlængede huntingtin? Man er nu i gang med at undersøge aggregaterne helt ned på atomniveau, for at se nærmere på deres struktur, for at se om de ligner aggregater som kendes fra patienter med Parkinsons sygdom og Alzheimers sygdom, og for at prøve at opløse aggregaterne. Det bliver også undersøgt, om der dannes meget små aggregater, som ikke kan ses i mikroskop, i andre celler end i hjernen, og det bliver undersøgt hvor de befinder sig inden i cellerne. Det er nu vist at aggregater kan blokere fysisk for de signaler, som sendes igennem hjernecellerne.
Mange spekulationer har gået på hvilken rolle normalt huntingtin spiller. For år tilbage fandt man, at et musefoster ikke kan udvikle sig mere end nogle få dage, hvis det mangler huntingtin. Nu er det ved at blive undersøgt i detaljer, hvilke trin i udviklingen der går galt. Det ser ud til at huntingtin er nødvendigt for at bestemte vækstfaktorer kan virke. Men kan man så undvære huntingtin, når man ikke er foster mere? Det synes heller ikke at være tilfældet. I hvert fald bekræfter nye resultater, at normalt huntingtin beskytter hjernecellerne i en HC musemodel. Andre forsøg er i gang, som skal vise om man kan ”reparere” HC hjerneceller med normalt huntingtin.
Så er der spørgsmålet om det forlængede huntingtin i andre celler i kroppen. Aggregater er nu også fundet i flere andre væv fra HC musemodeller. f.eks. i muskelceller og i de celler i bugspytkirtlen, der producere insulin. Det blev vist på konferencen, at der sker mange andre ændringer i disse celler. Mange forskellige proteiner i cellerne bliver lavet i forkert mængde, og det kan være årsag til, at man har ser større følsomhed over for forskellige former for ”stress” i celler fra HC patienter. Det vil givetvis blive et stort forskningsfelt i de kommende år at studere forandringer i mange forskellige celletyper som har det forlængede huntingtin og tilsvarende at undersøge om HC patienter af denne grund har nogle andre symptomer, som vi ikke har været opmærksomme på, som f.eks. en øget risiko for at få gammelmandssukkersyge.
På genterapiområdet var der flere forskergrupper, der viste at man kan lukke ned for huntingtin ved RNAinterference, en slags antisense-teknik. Metoden minder om den antisense-teknik, som vi har arbejdet med, men den anvender en anden type molekyle til at skrue ned for HC genet. En ny teknik kaldet ”intrabodies” er på vej. Princippet i den er, at man sætter et gen ind i celler, som får dem til at lave en slags antistof mod det forlængede huntingtin; antistoffet binder til huntingtin og derved fjernes det. Intrabodies kan ligesom antisense i princippet bruges til behandling af en lang række sygdomme, bl.a. cancer, så selv om vi er på et meget tidligt stadium i disse teknikker er der grund til at tro, at der virkelig vil blive satset på dem.
Anne Nørremølle og Lis Hasholt
|
|
|
Rapport fra HDF’s (CAG)n konference om HC AUG 2004
Dato: 20. august 2004
(Oversat af Mona Hansen)
Malcolm Casale er en videnskabsmand, som arbejder med HC-forskning. Han har udgivet denne rapport, om et møde han for nylig deltog i, hvor man diskuterede lovende forskning om HC. Mac har en niece og nevø med HC.
Emne: Tilbage fra CAG konference i Boston om HC
Hej alle,
Jeg er netop kommet tilbage fra ”Ændringer, Fremskridt og Gode nyheder – CAGn” mødet i Boston. Dette møde holdes hvert andet år af Hereditary Disease Foundation, HDF, (Fonden til bekæmpelse af arvelige sygdomme) for HC-forskere. 350 HC-forskere og andre deltog. Det var dejligt at møde så mange intelligente personer, som alle brænder for sagen – at finde en behandling. Store fremskridt. Mange gode ting at rapportere.
Mit første indtryk? Utålmodighed. Hermed mener jeg, at der er ægte håb fra den store mængde videnskabelige forskning, som har foregået, og som foregår. Virkningen af dette på en person, som har 3 familiemedlemmer med HC, er, at så kan tingene ikke gå hurtigt nok. Tidligere var alt hvad man kunne gøre for et familiemedlem med HC, at sørge for at patienten havde det så godt som muligt og så afvente det uundgåelige. Vi derimod befinder os på randen af opfindelsen af nye sammensætninger, som vil betyde en væsentlig forbedring af livet for personer med HC. Ingen ved, hvornår gennembruddet vil finde sted, men jeg har en fornemmelse af lys – må det bare været lyset for enden af tunnelen.
Det har ironisk nok den virkning, at jeg bliver endnu mere nervøs. Vore kære har brug for en behandling NU. Det ville være specielt forfærdeligt at miste en netop nu, hvor vi synes at være så tæt på. Dette er blot mine følelser, andre vil komme til andre resultater.
Fra et mere fagligt synspunkt var der nogle ting, som især imponerede mig på mødet – de følger her:
1) Der er gjort mange opdagelser af, hvad der går galt i HC-cellen. Det er svært at finde ud af, hvilke der skal behandles, men det synes generelt accepteret, at HC er en sygdom på linie med AIDS, der vil kræve en cocktail af medicin.
2) Genterapi er lovende, men denne teknologi er stadig langt fra at kunne anvendes. Med andre ord så forstår vi helt – på det molekylære niveau – årsagen til HC. Det skyldes disse CAG gentagelser (deraf navnet på mødet - CAGn, hvor n = antal gange). Hvis bare vi kunne fjerne de ekstra CAG’er fra DNA’et, så ville der ingen HC være. Dette vil være muligt en dag. Men mødet bekræftede (overfor mig) det indtryk at dette stadig ligger langt ude i fremtiden. Så vores håb retter sig i andre retninger.
3) Efter min mening er den mest håbefulde udvikling en ”small molecule drug development found by high-throughput screening”. I denne teknologi skabes et simpelt system, som efterligner noget af HC’s patologi, og et stort antal stoffer afprøves på systemet for at bestemme deres mulige effekt på HC. Selvom dette ikke er måden, hvorpå man ville skabe en medicin, hvis man vidste alt om den bagvedliggende grund, så har det den fordel at kunne finde nyttige stoffer blot ved at afprøve en masse. Når man først har fundet stoffet, så vil det først blive afprøvet i mus og til sidst mennesker. Konferencen dækkede flere ”high-throughput screening” systemer. Bemærk, at også andre sygdomme har behandlinger, som virker, også selvom de endnu ikke forstås fuldt ud. Vi ved ikke engang hvordan aspirin virker – har man fortalt mig, men vi ved at det hjælper mod hovedpine.
”RNA interference” var et stort emne den 3. dag. Det er, hvad jeg henviste til som genterapi ovenfor, hvor jeg ikke uddybede det nærmere. Men som baggrundsviden så er ”RNA interference” en teknologi, som skal slå det dårlige huntingtin fra og beholde det gode. Hver af os har 2 kopier af huntingtin i vores DNA, 1 fra vores far og 1 fra vores mor. Folk med HC har som regel en dårlig kopi. (I meget sjældne tilfælde er det muligt at arve det dårlige HC gen fra begge forældre, men det sker kun i befolkninger, som den i Venezuela, hvor en stor procentdel af befolkningen har HC.) Der var flere grupper, som præsenterede resultater, hvori ”RNA interference” blev udført på ”modelsystemer”. Et modelsystem er enten celle- eller dyrebaseret og har til hensigt at efterligne HC i mennesker. Nogen succes blev rapporteret, og der er store forventninger til denne forskning. Jeg tror dog, at de fleste folk var enige om, at der er mange fundamentale hurdler, som skal løses, inden denne teknologi kan anvendes til mennesker. Jeg håber, vi må komme frem til andre former for behandling, længe inden ”RNA interference” bliver mulig.
Dette var mine tanker for nu. Vi tales ved senere.
Mac
|
|
|
|
|
